Det er blevet efterår, og svampene myldrer frem i skovbunden.
Almindeligvis er svampeture om efteråret uforenelige med nøgenvandringer pga. den normalt lave temperatur i luften på denne årstid, men meteorologerne har spået solrigt og varmt vejr i hvert fald denne lørdag med, så hvorfor ikke efterprøve spådommen?
DN Storkøbenhavn står bag invitationen og har til lejligheden fået overtalt svampe-eksperten Ole Terney fra BioNyt til at give de fremmødte en guidet tur udi svampenes forunderlige verden.
Som udgangspunkt følger vi samme rute i Hareskoven som tidligere praktiseret, dvs. med mødested på den første parkeringsplads til højre på Skovlystvej, når man kommer fra Skovvej/Ballerupvej (GPS: 55.7596,12.3723).
Vandreturen starter denne gang klokken 13.30 (og ikke som tidligere kl. 12!).
Det er helt frivilligt, om man vil være nøgen eller påklædt. Turen er for alle og ventes at tage omkring 3 timer afhængigt af, hvad vi finder undervejs. Formålet er ikke at finde spisesvampe, men at blive gjort bekendt med de mange forskellige svampearter, som Ole forventes at finde på turen.
Turen gennemføres på betingelse af rimeligt vejr og mindst 12 deltagere. Den er gratis, men tilmelding er nødvendig!
Tilmeld dig ved at skrive til tal@naturister.dk senest fredag den 20. sept. klokken 18!
Ved under 12 tilmeldte eller udsigt til skrækkeligt vejr sender undertegnede besked ud om aflysning på mail i løbet af fredag aften.
På DN Storkøbenhavns vegne,
Torben